Operationel systemejer med solide analytiske kompetencer [Denmark]


 

Vil du være med til at konsolidere og videreudvikle det strukturelle arbejde omkring økonomisystemerne på Københavns Universitet? Har du styr på begreberne Compliance, Risk og Governance? Har du stærke kompetencer inden for it og opgavestyring samt solid systemforståelse? Og har du lyst til at arbejde med et komplekst systemlandskab, hvor mange aktører er i spil og hvor interessenthåndteringen er i centrum? Så er det dig, vi leder efter.

Koncern-økonomis Enhed for Økonomisystemer (ØKOSYS) på Københavns Universitet (KU) søger en operationel systemejer til at understøtte drift og udvikling af et eller flere af de systemer, der indgår i den samlede systemportefølje. KU anvender pt. statens pakke Firkløversystemer, som inkluderer Navision Stat, LDV, IndFak og RejsUd, men porteføljen indeholder også en række andre systemer uden for denne pakke.

Som operationel systemejer får du i samarbejde med enhedslederen ansvaret over for systemejer at sikre, at drift, vedligeholdelse samt udvikling af de systemer, du har ansvaret for, forløber i henhold til den plan, der er aftalt med systemleverandøren. Samtidig er du ansvarlig for at sikre, at governance og compliance i henhold til gældende lovgivning ligeledes overholdes af leverandørerne.

Du får en varieret opgaveportefølje, som du kun kan lykkes med, hvis du er i stand til at navigere i et komplekst landskab af interessenter, leverandører og systemer, samt har god systemforståelse, mestrer opgavehåndtering, samarbejde på tværs af organisationer samt facilitering.

Du får bl.a. ansvaret for følgende driftsopgaver:


  • At sikre overblikket over systemlandskabet og datastrømme/integrationer, som dine systemer indgår i
  • I samarbejde med interne såvel som eksterne aktører at sikre, at applikationer mm. fungerer stabilt, yder høj performance samt integrerer korrekt med de omkringliggende systemer
  • At systemer og dataintegrationer overholder gældende regler for bl.a. GDPR og informationssikkerhed (ISO/IEC 27001 og 27002)
  • At koordinere evt. tiltag for at sikre systemcompliance i henhold til øvrige gældende regler og lovgivning
  • I samarbejde med systemejerne sikrer du, at vedligeholdelse af vejledninger og manualer udføres rettidigt
  • At sikre opfølgning på og koordinering af 3rd level support hos vores leverandører, herunder eskalering af support- og incidentsager
  • Du samarbejder med systemlederen (fra KU IT) i forhold til opfølgning på leverandørkontrakter, SLA mv.
Herudover får du også ansvaret for bl.a. følgende udviklingstiltag:


  • At identificere og indsamle interessentbehov og omsætte disse til ændringsønsker, der formidles til og prioriteres hos systemleverandøren
  • Deltage i udviklingsprojekter og -opgaver med henblik på at bidrage til og koordinere systemudvikling
  • Have fokus på indsatsområder modne til forretningsmodellering/procesoptimering med udgangspunkt i Den fællesoffentlige digitale arkitektur (FDA)
  • Bidrage til løbende udvikling af systemleverandørens roadmap og sikre, at det følges, så implementeringen af de aftalte aktiviteter sker rettidigt og i henhold til universitetets behov og ønsker
Du bliver en del af enheden for Økonomisystemer, der er placeret i sektionen BI og Økonomisystemer i Koncern-økonomi. Enheden består af tre systemspecialister samt en enhedsleder. Enheden er en understøttende funktion med mange snitflader til resten af afdelingen, og vi arbejder tæt sammen med det øvrige universitet i målet på at opnå den mest effektive systemunderstøttelse på økonomiområdet.

Vi har også et tæt samarbejde med KU-IT, hvor bl.a. arkitekt-, systemleder- og brugeradministrative ressourcer er forankret.

Kvalifikationer


  • Du har dokumenteret erfaring med drift og udvikling af it-systemer samt med opgavestyring og implementering.
  • Du arbejder analytisk og skaber overblik over komplicerede problemstillinger, inden du lægger dig fast på en mulig løsning
  • Du formår at bevare overblikket, selvom tempoet til tider kan være meget højt
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med FDA rammeværket og kender til TOGAF/LEAN, men dette er ikke et krav
  • Du er struktureret, samarbejdsorienteret og forstår at balancere kvalitet og rettidighed
  • Du har kompetencer ift. sagsbehandling og kan udarbejde skriftlige beslutningsoplæg
  • Du er opsøgende og har personlig gennemslagskraft
  • Du har relevant videregående uddannelse
Vi tilbyder


  • Et udfordrende og selvstændigt job, hvor du bliver en vigtig del af en engageret enhed
  • En enhed der pt. består af tre dygtige kolleger med stor faglighed
  • En uformel omgangstone, hvor der er plads til nye idéer og vinkler på ellers kendte udfordringer
  • En bred pallette af arbejdsopgaver, der kræver overblik
  • En varieret hverdag med stor indflydelse på din egen opgavetilrettelæggelse
  • Gode muligheder for kompetenceudvikling gennem opgaveudvikling og kurser
  • En fleksibel arbejdsplads med gode muligheder for at variere dine arbejdsdage mellem at arbejde i historiske bygninger i hjertet af København og på dit hjemmekontor.
Vi lægger vægt på personlige egenskaber som selvstændighed, initiativrig, engagement, kvalitetsbevidsthed, gode samarbejdsevner og godt humør (det skal gerne være sjovt at gå på arbejde).

Ansættelsesvilkår

Tiltrædelse forventes at ske pr. 1. september. Stillingen er en fuldtidsstilling og den ugentlige arbejdstid er på 37 timer inkl. frokost. Stillingen ønskes besat som enten fuldmægtig eller specialkonsulent, og vil ske i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og akademikere i staten (AC). Der vil være mulighed for forhandling af personligt tillæg.

Ansøgning

Send din ansøgning inkl. CV, eksamenspapirer samt eventuelt yderligere materiale til os online senest d. 8. juni 2023. Du finder opslaget på https://jobportal.ku.dk/ . Samtaler forventes afholdt løbende eller umiddelbart efter fristens udløb.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Yderligere oplysninger

Kan fås ved henvendelse til enhedsleder Tore B. Friis, tlf. 3532 2262 el. mobil 9358 8692, eller sektionsleder Bettina K. Winstén, tlf. 3533 5932 eller mobil 4027 5917.

Læs mere om Københavns Universitet og BI og Økonomisystemer på https://om.ku.dk/organisation/administration/koncern-oekonomi/biogokosys/


 

.

Post a Comment

Previous Post Next Post

Sponsored Ads

نموذج الاتصال